Med denne hjemmeside har medlemmerne i Pensionskassen af 1925 - i daglig tale kaldet P25 - mulighed for i ro og mag at orientere sig om bl.a. dækningsgraden af den tjenestemandspension, de er berettigede til via deres medlemskab i Pensionskassen af 1925.
Der er tale om orientering af generel art. Spørgsmål af mere speciel karakter bør altid rettes direkte til én af sagsbehandlerne i P25, se under fanen "Kontakt os".

Medlemmerne i P25 er fx ansat som ledere, lærere, børnehaveklasseledere eller pedeller ved én af de undervisningsinstitutioner, der er listet på hjemmesidens opslagstavle.
Nye medlemmer kan optages i forbindelse med ansættelse ved én af de nævnte undervisningsinstitutioner. Det er en forudsætning for optagelse, at der sker direkte overgang fra anden ansættelse forbundet med tjenestemandspensionsret fx fra folkeskolens "lukkede gruppe", fra medlemskab i Efterlønskassen (ansat ved en friskole eller en efterskole), i Højskolekassen (ansat ved en højskole, landbrugsskole eller husholdningsskole), i Erhvervsskolekassen (ansat ved en handelsskole eller teknisk skole) eller i Pensionsordningen af 1976 (tidligere Børneforsorgens Pensionskasse).

Pensionsreglerne er mange og medlemmernes spørgsmål herom ligeså. Vi ønsker imidlertid med disse sider  at præsentere vore medlemmer for pensionsrelateret materiale på en overskuelig og let tilgængelig måde.

På vegne af Pensionskassen af 1925

Betty Zepka

Siderne er senest redigeret i juli 2008.